Om Olien

Casa di Rosa der ligger i Italien i Montecchio i hjertet af Umbrien, er drevet af Ellen Søs Lundqvist, der har boet i Italien siden 2001. Firmaet hedder Casa di Rosa (Rosas hus) fordi det kaldte landsbyen ejendommen da Ellen overtog den i 2006

 

Umbrien

Ellen producerer den fineste Ekstra Jomfruolivenolie der har både farve og bid. Olien er udvundet direkte af oliven udelukkende fra området omkring Montecchio i Umbrien, Italien.

Bjergskråningerne i Umbrien er velegnede til oliven produktion; både på grund af højden i forhold til havet og fordi jorden i bjergene er meget leret, dette gør at smagen bliver stærkere og mere intens. Der er stor forskel på om man har sine træer i en fed landbrugsjord, eller de vokser på klippegrund, de bliver mere magre af at vokse på klippegrund og smagen bliver derfor mere koncentreret og stærk.

Vi bruger ikke kunstig-gødning kun naturlig gødning som f.eks. komposteret hønsemøg.

 

Høst og presning

Høsten er i perioden oktober til slut november og træerne høstes primært ved håndkraft. Frugterne afleveres til presning på den lokale mølle indenfor et døgn. Møllen der er fra 1890érne drives i dag af 4. generation og laver kun koldpresset Ekstra Jomfruolivenolie.

Olien er u-filtreret og er koldpresset udelukkende ved mekaniske processer. At presse olien med de nyeste maskiner betyder at smag og duft bevares bedre i de lukkede systemer.

 

Olivenolie er sundt

Olivenolie er den eneste planteolie der er lavet af FRUGT.

Alle andre olier er presset af frø eller kerner.

Dette betyder at Olivenolie er den eneste planteolie der indeholder plantedelen Oleocanthal.

Oleocanthal er aktive Polyfenoler som er gavnlige planteforbindelser med antioxidantegenskaber.

For at få gavn af polyfenolerne er det vigtigt at olivenfrugterne er friske når de presses

 

Træsorterne

Smag og farve kan variere meget fra år til år og afhænger af, hvilken træsort der giver den største høst. Udbyttet fra de forskellige træsorter afhænger bl.a. af hvor meget regn og sol der kommer og ikke mindst hvornår. Nogle år er smagen mild og rund, andre år kan smagen have noter af peber. Og frisk olivenolie er ikke nødvendigvis grøn, farven kommer fra den oliven-sort, der dominerer årets høst. F.eks. er Moraiolo typisk grøn og Leccino er mere gul.

I Umbrien er der primært tre oliven-træsorter; Moraiolo, Leccino og Frantoio.

 

Opbevaring af olivenolie

Når man opbevarer sin olie er det vigtigt at den opbevares mørkt og ikke for varmt, men absolut ikke i et køleskab, men mellem omkring 15 til 18 grader. Og man skal være opmærksom på at hver gang man åbner dunken med olie forsvinder lidt af smagen. Så har man en stor dunk er det bedst at hælde lidt til daglig brug, over i en mindre beholder.

Den grønne farve aftager også over tid og bliver mere gul.

 

Holdbarhed og madlavning

Olivenolie kan holde sig i rigtig mange år, dog aftager både smag og farve langsomt. Har man en gammel olie, der ikke smager af så meget mere og den derfor er blevet uinteressant på en salat, kan man med fordel bruge den til at stege i. Olivenolie er god til madlavning, da den er modstandsdygtig overfor meget høje temperaturer. Rygepunktet for olie er ca. 210˚ og man steger typisk ved omkring 180˚

 

Ekstra Jomfruolivenolie, Jomfruolivenolie og D.O.P.

Forskellen på Ekstra Jomfruolivenolie og Jomfruolie er bl.a. syre-indholdet; Ekstra Jomfruolivenolie skal have en syre-værdi der ligger under 0,8 % og Jomfruolivenolie må have en syreprocent på helt op til 2%.

De olier der kaldes D.O.P., og som er meget dyre, er olier lavet på frugter der er høstet meget tidligt, og slet ingen fejl har, hvorved syre-indholdet kan holdes utroligt lavt. Denne type olier kan ikke fremstilles hvert år, f.eks. ikke i de år hvor træerne har været plaget af fluer.

D.O.P. står for ”Denominazione di origine protetta” som betyder ”Protected Designation of Origin” og er en kontrolinstans der kontrollerer kvalitet og oprindelse af olien.

  ”Når man taler om Extra Virgin Olive Oil, så taler man om årets høst, ligesom man med vin taler om vinstok og årgang.”